Aaaaahrs Nova. De synger, så englene bare behøver at nynne stilfærdigt med. Og de synger så snorlige, at ethvert militærakademi bliver gjort til skamme - her er stemmedisciplin i overflod, og dirigent Paul Hillier påtager sig opgaven som den kærlige opdrager med stor integritet. Bachs motetter stod på programmet ved seneste koncert, den 6.10.

Bachs motetter skulle ifølge komponistkollegaen Carl Friedrich Zelters brev til digtervennen Goethe være i stand til at få tilhøreren til at føle sig "som midtpunktet af verden". Og det er sandt. Efter kun godt en times koncert med fire af de berømte motetter samt en enkelt dansk komposition, Buxtehudes korte messe på latin, Missa Brevis, hang de mangestemmige vokalopførelser endnu i det indre øre og truede med en begyndende tinnitus.

Det digre værk Jesu, meine Freude er ikke blot femstemmigt, men også en overlegen opvisning i teknisk kunnen fra Bachs hånd. De to forskellige tekster fra hhv. Bibelens Romerbrev og koralvers skrevet af Johann Franck (1650) spindes rundt om en dobbeltfuga, hvis centrale omdrejningspunkt er den pointefyldte modsætning mellem 'fleischlich' og 'geistlich'. Til begge sider fra denne 6. sats er helheden symmetrisk, blot med små variationer i anvendte stemmetyper. Og det sublime hos Ars Nova ligger netop deri, at nuancerne er udadleligt fremhævede, uden at det springer i øjnene. En enkelt, ung sopran gik lidt vel meget til vaflerne sine steder, også med et kiks til følge, men ellers var der orden i geledderne hele vejen rundt i korets halvcirkel.

Akkompagnementet var af Concerto Copenhagen (CoCo), men det er overmåde fristende at mene, de var overflødige og kunne have sparet den gode time. Og apropos sparet så er CoCo i økonomisk krise med gisninger om fælles administration med blandt andre Ars Nova til følge.

Der er grundlæggende forskelle på barokmusikerne og korensemblet - nok krydses deres veje og vildveje rent musikalsk, men historisk set adskiller deres stil sig markant derved, at CoCo giver fanden i praksis og nyder flow frem for perfektion, mens Ars Novas varemærke netop er den insisterende præcision og underspillede arrogance. Det balancerede dog denne mandag i Garnisons Kirke, hvor stemmer blev til instrumenter og instrumenter blev til stemmer.