Vänner av körmusik erbjöds ett unikt tillfälle att höra några verkliga toppkörer under Nordiska körexpeditionen i Helsingfors i helgen.

Glemte dokumentarstrimler åbnede nådesløst for smerten i Arvo Pärts musik.

Uden billederne havde vi nøjedes med at nyde sangernes og musikernes perfekte intonation, der som kirurgstål lod Pärts klange trække smukke, rene snit gennem den fyldte Marmorkirkes akustik. Ars Nova og Athelas er virkelig perfekte i denne musik, men med billeder af elskende, der kradses bort fra en filmstrimmel for evigt, blev det smerteligt klart, at også du og jeg lige om lidt er skilt ad og borte som boblerne i bækken.

The programme may have given the choice of the Tudor East Anglian composer Taverner or the contemporary Tavener, but the Western Wynd Mass was the polyphonic thread of the former throughout the programme, conducted by Paul Hillier, and emphasised the extraordinary blend of the choir. (...) The seamless choral progression in Arvo Part’s Nunc Dimitis, with its gradually building crescendos and controlled dynamics to the subtly fading end, gave vocal scope for another facet of this outstanding choir.

6 stjerner

Ordet blev kød. Her behøvede man ingen af disse blodige kors, kirken for længst har overlevet. Søndagens simple salmer om sønnen og synderne var skarpe nok i sig selv. Man ville allerhelst gå hjem i stilhed. Folk græd.

First there were the King’s Singers at Christ Church Cathedral and last evening the Danish ensemble ARS NOVA gave a splendid concert in the University of Ottawa’s Tabaret Hall. (...) It is tempting to compare Ars Nova with the all-male King’s singers, though the differences are significant. Both are supremely musical, but the Danish choir is mixed, almost twice the size and, especially, more serious and adventourous in programming.

Paul Hillier drew a consistently ravishing sound from the singers.

John Dunstable forløst med udsøgt indføling.

Med de tre instrumentalister forløste Ars Nova disse satser med udsøgt indføling. Sunget uden dirigent strømmede de elastiske rytmer pulssikkert og dog frit, domineret af bredt bølgende tretakt men med en del skift der yderligere understregede det svævende i deklamationen. Fraserne rundede sig nænsomt og fik uselvhævdende skikkelse. Klanglægningen var blød og lysende ren, og programmet blev smag- og virkningsfuldt varieret med forskellige grader af solistisk besætning og instrumental fordobling eller erstatning. En aften mættet med mystisk og fredfyldt skønhed fra en anden verden.