Udsøgt helstøbt opførelse af Mozarts Requiem med Adam Fischer og Radiounderholdningsorkestret.

RadioUnderholdningsorkesteret og Ars Nova Copenhagen, dirigent Adam Fischer, sangsolister Simona Saturova, Andrea Pellegrini, Jonas Degerfeldt og Palle Knudsen. Fem stjerner.

Stort anlagte koncerter med en spilletid på kun knapt 50 minutter er en sjældenhed. Men er det Mozarts Requiem fra dødsåret 1791, og spilles det så gennemarbejdet og helstøbt, for ikke at sige beåndet som her, vil yderligere musik blot være fyld.

Masser af Mozart

Siden ungareren Adam Fischer i 1999 blev chefdirigent for Radiounderholdningsorkestret, har det lille orkester arbejdet sig igennem masser af Mozart.

Til at begynde med gjaldt det de fem operaer i italiensk opera seria-stil, og nu er alle symfonierne under indspilning. Det giver en erfaring med komponistens stil, som kan høres. Også her i hans sidste, ufuldendte værk i den traditionelle udgave med hullerne fyldt ud af Mozarts elev Franz Süssmayr.

Selv om udtrykket er tungere, mere indadvendt og tragisk end umiddelbart i så mange andre Mozart-værker, er det stadig i høj grad et spørgsmål om at kombinere gennemsigtighed, bevægelighed og lange melodiske og dynamiske buer.

Ikke mindst sådan som hele værket er konstrueret med direkte forbindelse fra åbningssatsen til afslutningen. Orkestret kan efterhånden stilen, og Fischer kan dirigere den med lige dele nærvær, overblik og dramatisk sans.

Mere afdæmpet

Vel er Mozarts Requiem væsentligt mere neddæmpet end Giuseppe Verdis godt 80 år yngre værk i samme genre, men fra tid til anden markerer operakomponisten Mozart sig ikke desto mindre også.

En særlig inspireret idé viste det sig her at være at lade Ars Nova synge korpartiet. Hvad man måtte savne i gængs varm, romantisk korklang blev mere end opvejet af renæssance- og ny musik-specialisternes svale, sprøde og præcist artikulerede lyd, som det endda kom til at virke som om både orkestret og de fire sangsolister indrettede deres egen klang efter.

Dermed blev det også et Mozart-requiem, der udadtil var væsentligt tættere på ældre kirkemusik end på den førromantiske bekendelse, det gerne bliver til, men stadig med den indre evne til at gribe og bevæge intakt.

Ja, mere end det i og med netop den høje grad af gennemarbejdning, og Fischers konstante opmærksomhed både på detaljer og helheder gjorde opførelsen til mindst lige så eksistentiel som stilfuld musik.