Et dusin sangere skabte klangskønhed i passionsværker

Passionsmusik. Ars Nova Copenhagen, dirigeret af Paul Hillier, synger Allegri, Lewkovitch, Palestrina, Holmboe og Scarlatti. Orgel: Allan Rasmussen 4

af PETER DÜRRFELD

Det begyndte med et musikstykke, der er blevet en myte.

Fra Mozart-familiens brevveksling ved vi, at den 14-årige Wolfgang Amadeus i april 1770 var kommet til Rom sammen med sin far. De gik ind i Peterskirken for at høre Gregorio Allegris " Miserere", et mere end 100 år gammelt og 12 minutter langt korværk, hvis noder blev opbevaret under lås og slå i Det Sixtinske Kapel. Det var så sakralt, at sangerne kunne blive ekskommunikeret for at røbe noderne.

Wolfgang hørte det én gang - og skrev det efter hukommelsen ned umiddelbart efter. Nogle dage senere hørte far og søn igen en opførelse af " Miserere". De ville forvisse sig om, at Wolfgang havde fået det hele med. Det havde han.

Historien er ikke fri fantasi.

Og når man brev for brev har fulgt Mozarts færden i Rom i den påske for 244 år siden, er det en særlig oplevelse at høre koret Ars Nova Copenhagen fortolke det udødelige værk. Man lukker øjnene i Lutherkirken på Østerbro og indbilder sig, at man sidder i Peterskirken, og på bænken lige bag en sidder en lille knægt og spidser ører..

Ars Nova synger så smukt, at det ikke er svært at give sig hen i illusionen. Allegris " Miserere" var et af de fem stykker passionsmusik, den yderst kompetente dirigent Paul Hillier havde valgt til dette års påsketurné til fem danske kirker. Blandt de fire øvrige var to udgaver af Stabat Mater - det middelalderlige latinske digt om Guds moder, der stod ved korset.

Gennem tiderne har mange komponister satte denne tekst i toner: Pergolesi, Rossini og Dvorák er bare nogle af dem. Her fik vi Palestrinas dramatiske version i en dynamisk stil, der skulle få stor betydning for eftertiden, samt Scarlattis mesterværk med dets lyriske sødme bundet sammen af en klar stilistisk enhed og en overlegen palet af klangfarver.

Endelig var der to danske passionsværker fra det 20. århundrede - Bernhard Lewkovitch: " De Lamentatione Jeremiae" fra 1993 samt Vagn Holmboe: " Miserere mei", opus 61a. Men begge disse danske værker er komponeret i en bevidst arkaisk stil og gled fint ind i helheden.

Koncerten hang smukt sammen. Ars Nova bestod denne aften af et dusin yderst høreværdige sangere, og det stod hurtigt klart, at klangskønheden er og bliver ensemblets varemærke (selvom et par af de mandlige sangere ikke helt undgik at bræge på de lumske " æ-lyde" i " Miserere mei"). Afviklingen af programmet var på én gang stringent og fleksibel. De tolv byttede plads - for at give plads til nye lydindtryk. Eksklusiv korsang i et eksklusivt program, og bagefter kunne man så overveje, hvordan man ville forholde sig til den begrænsede varighed. Jeg synes ikke, vi blev spist af med cirka 60 minutter, men at vi fik en hel time, og kan varmt anbefale de to forestående koncerter i Frederiksberg Kirke den 15. april og Humlebæk Kirke den 16. april som en smuk og inspirerende indledning til påskedagene.

 kultur@k.dk

 Klangskønheden er og bliver ensemblets varemærke.