Machauts epokegørende messe klang smukt, men druknede lidt i småpjankede udenværker og i en harpespillers musikalske intensitet.

Andrew Lawrence-King (harpe og psalterium), Paul Hillier (baryton) og Ars Nova Copenhagen. Dirigent: Paul Hillier. Garnisons Kirke, onsdag 16. januar. 4 hjerter.

Ars Novas trofaste publikum tillader koret at bevæge sig langt uden for alfarvej. Denne gang dykkede vi ned i middelalderen. Hovedværket var den sjældent opførte ’Messe de Notre Dame’ af 1300-tallets førende komponist, Guillaume de Machaut: historiens første samlede messekomposition og på sin tid vel også det hidtil mest omfangsrige værk i europæisk musik. Det er mesterligt komponeret og fascinerende egenartet musik, hvis forening af intrikat rytmik og klanglig tæthed ikke rigtig ligner noget andet, heller ikke af komponistens øvrige, udelukkende verdslige værker, der oprindeligt skulle have fyldt programmets første afdeling.

Uvist hvorfor havde man i stedet valgt at springe et par hundrede år tilbage i tiden til en håndfuld trubadursange af betydeligt lettere kaliber. Det gavnede hverken programmets lødighed eller sammenhængskraft. Paul Hillier sang frit fortællende og dramatiserende, mens Andrew Lawrence-King skiftevis på en lille harpe og et psalterium (et trapezformet zitherinstrument) improviserede mellemspil (inklusive en nydelig samlejeskildring!) og lidt støtteakkompagnement.

Og stjal billedet! Hillier er en begavet sanger med en behagelig stemme, og hans tekstligt indlevede fortolkninger manglede ikke charme, men forholdt sig rigeligt flagrende til det melodiske fundament. Når han blev ladt alene, savnede man Lawrence-Kings solide, rytmisk funderede formsans som en fast, musikalsk sanselig ramme.

At han kunne præludere og stemme sin harpe på én og samme gang, var kun et ydre tegn på en musikalsk overlegenhed, der gjorde de ældgamle melodier spillevende – helt sublimt i hans syngende behandling af den gregorianske melodi ’Salve Regina’, der fik en rent ud bevægende poetisk inderlighed og skønhed. Den var ét af de indskud, der adskilte messens satser. Et andet var et digt af Machaut, som Lawrence-King støttet af harpen deklamerede på fyndigt engelsk med en musikalsk nerve, der faktisk overgik Hilliers, skønt han altså ikke sang, men talte.

Indskuddene var principielt en god idé, da messeleddene jo ikke er tænkt til at opføres sammenhængende, men kom med deres længde og ikke-liturgiske karakter alligevel til at udvande de forholdsvis korte satser i aftenens hovedværk. Dertil bidrog også de flygtige tempi i ’Gloria’ og ’Credo’, som ikke gav tilstrækkeligt spillerum til figurationerne og vægt til den egenartede harmonik. Her kan små nuanceforskelle gøre en stor virkning. Frygtede Hillier monotoni? Langt mere tilfredsstillende fungerede de øvrige, mere kunstfærdige satser, som Ars Novas i denne sammenhæng forholdsvis store besætning gav en klangligt blid, men alligevel rytmisk klar plasticitet, der kælede for det moderne øre og samtidig åbnede for stemmernes hektiske leg. Man kan mene, at musikken er vildere end som så; det er en smagssag; men den harmoniske farverigdom kunne ikke have stået mere lysende.