Pletfri polyfoni

Julehistorier
Jakob Holm, Kristeligt Dagblad
Tirsdag, 2. december KD

 

Første søndag i advent kan bruges på mange ting. En hel del havde valgt at juleshoppe, så at køre i bil tværs igennem København for at nå til Garnisons Kirke var en stressende oplevelse, at finde en parkeringsplads endnu værre. Derfor var glæden også så meget desto større over både at nå det, inden dørene blev lukket, og så sandelig også over de salige toner, som koret Ars Nova Copenhagen diskede op med.

Koncertens første afdeling var viet til tre motetter af William Byrd, imellem hvilke der var flettet to kompositioner af henholdsvis Benjamin Britten og Gustav Holst. Jo, engelsk kirkemusik er en tradition, som mange komponister har bidraget til. Ars Nova Copenhagen sang under Paul Hilliers ledelse med en herlig autoritet og ro, og ikke mindst Holsts ”Jesu fili virgine” skal De glæde dem til at høre i radioen den 17. december, når koncerten udsendes som P2-koncert. I det hele taget er der ikke mange kor, hvor balancen mellem mande- og kvindestemmer er så afstemt som hos Ars Nova. Det var pletfri polyfoni, og den eneste anke, man kunne have, var, at første afdeling var alt for kort med sine små 20 minutter. Man nåede jo knap at dreje sjælen ind på den højstemte frekvens, før det var slut.

Efter pausen var det tid til det en halv time lange værk Historien om Guds og Marias Søns, Jesu Kristi, glædes- og nåderige fødsel af Heinrich Schütz (1585-1672). Schütz står som en vigtig figur mellem renæssancen og Bach, for han lagde mere drama i sin kirkemusik, end det var normalt at høre i Tyskland på det tidspunkt. Tolv musikere fra Concerto Copenhagen ledsagede Ars Nova under opførelsen, og der var musikalsk ikke en finger at sætte på deres præstationer, bortset fra at Paul Hillier måske godt kunne have lagt mere energi i udtrykket.

Solisterne var især fremragende. Både Else Torp med sin herligt klare, perlende lyse sopran og udtryksfulde mimik og Adam Riis, der tog sig af recitativerne, var perfekt castede. Men desværre virkede det mere, som om værket var sat på programmet for de musikhistorisk interesserede end for værkets egen skyld, for der var sandt at sige ikke mange musikalske lækkerbiskener at komme efter. Recitativerne var lange, melodierne ikke mindeværdige, og kun afslutningen havde spor af det sug, som opførelser af de mere kendte juleoratorier giver lytteren. Men sæt Dem alligevel til radioen, når koncerten genudsendes, for første halvdels og solisternes skyld.