Årets modtager af Sonnings musikpris Arvo Pärt hyldet med stærke musikalske øjeblikke.

Ars Nova Copenhagen og Athelas Sinfonietta Copenhagen. Dirigent: Paul Hillier. Fire stjerner.

Han er en mand af meget få ord og meget få toner, den 72-årige ester Arvo Pärt, men det er godt. Ved overrækkelsen af checken på 600.000 Sonning-kroner fik vi syn for sagn.

Hvad Pärts ord og toner mangler i omfang, opvejer han til fulde med indhold.Pärt takkede på scenen i Radiohusets koncertsal lige så langsomt og med en abrupt og mekanisk messen, som var hans tale et spejl af hans million-sælgende musik fra 1970'erne. Kølig, fåmælt, vedholdende og intelligent - og alligevel med et kæmpe overskud af holdning og sympatisk forståelse.

Ugens to hyldestkoncerter var både for kendere og novicer. Vi fik hits som "Fratres", "Cantus" og "Spiegel im Spiegel", som med enkel, original skønhed viste, hvorfor Pärts musik som meget lidt andet af det 20. århundredes klassiske musik er så rasende populær.

Alt er smukt og ligetil - og alligevel så originalt og underfundigt, at man ikke bliver færdig med de få toner med det samme. Men vi fik også mere den mere eksotiske Pärt at høre. F.eks. den lillebitte strygekvartet Psalom, hvor et enkelt tema varieres ni gange på mindre end fem minutter. Sprødt og florlet.

Overbevisende solister

Et kendetegn ved Sonnings musikpris er, at prismodtageren offentliggøres mere end et år før selve tildelingen. Det giver god forberedelsestid til hyldestarrangementer, og det mærkes. Det er sjældent, at danske scener kan portrættere en udenlandsk komponist med 12 avancerede værker inklusiv uropførelse på internationalt niveau. (...) Ved kirkekoncerten begejstrede en stribe unge folk - med den fremstormende bas Jakob Bloch Jespersen i spidsen - med skarpe indsatser og afmålt temperament i den aftens hovedværk "Misere". Lige præcis i det værks tredje sats samlede Pärts særegne facon sig og fremstod i sin allermest tankevækkende udtryksform. Solisterne sang uden ledsagelse solo, i duetter og trioer - med enkelte instrumenttoner kilet ind i pauserne mellem nogle af ordene - en smertelig gammeltestamentlig sang. Ikke på vers eller i sætninger, men brudt op i stavelser med masser af pauser og kommaer i et sindrigt system. Enkelt, raffineret og køligt og alligevel gribende smukt.