Franske Fristelser

Onsdag den 27. september 2023 kl. 19:30
Pris: 100 kr. / 50 kr. studerende og pensionister
Arrangeret af: Ars Nova Copenhagen

Træd ind i en verden af betagende vokalharmonier og musikalsk magi, når vokalgruppen Ars Nova Copenhagen præsenterer en spændende a cappella koncert med eksklusivt fokus på fransk musik.

I centrum for programmet står Olivier Messiaens mesterværk ‘Cinq Rechants’ – det sidste af tre værker i den såkaldte Tristan-trilogi, hvor hans kredser om kærlighed, som den opleves af de elskende i myten om Tristan og Isolde. Fagfolk fremhæver undertiden værkets komplekse rytmik og harmonik og komponistens meget personlige blanding af sprogelementer fra henholdsvis fransk og sanskrit. For tilhørerne betyder dette nok mindre: De fem sange er skrevet i en call-response form, som nok trækker på historiske forbilleder, som går tilbage til renæssancen, men som også er umiddelbart genkendelige i en moderne sammenhæng. Denne struktur betyder, at bestemte elementer værket igennem vender tilbage som faste holdepunkter. Det er smuk og (på den gode måde) udfordrende musik, som sidder i ørerne længe efter koncerten. ‘Cinq Rechants’ er skrevet for 12 solostemmer og er hermed et perfekt match for Ars Nova, som netop består af 12 sangere, som alle på en gang er solister og lydhøre ensemblesangere. 

Messiaens fem sange har følgeskab af værker af nogle af de mest afholdte franske vokalkomponister: Renæssancekomponisten Clement Janequins indtagende og humoristiske collage af fuglelyde ’Le chant des Oiseaux’. En håndfuld ekspressive korsange af mesteren Francis Poulenc. De populære Trois Chansons de Charles d’Orléans af Claude Debussy med den skønne alt solo i midten, der efterhånden er blevet en del af Ars Novas faste repertoire. Og tre sange til digte af Verlaine af Julien Joubert, der er en af nutidens mest efterspurgte franske komponister.

Koncerten dirigeres af den svensk/franske dirigent Sofi Jeannin, som i disse år er en af de mest eftertragtede og respekterede kordirigenter i Europa. Hun er chefdirigent for BBC Singers og leder af La Maîtresse de Radio France. Jeannin fremhæves ofte for sin dynamiske og følsomme tilgang til musikken og for sin ekspressive direktion, som udover at få det bedste frem i de ensembler, hun dirigerer, også for publikum er en oplevelse at overvære.

PROGRAM:

Claude Debussy (1862-1918) Trois Chansons de Charles d’Orléans
Clément Janequin (1485-1558) Le Chant des Oyseaux
Olivier Messiaen (1908-1992) Cinq Rechants
Jehan Alain (1911-1940) Chanson à bouche fermée
Julien Joubert (*1973) Trois Verlaine a cappella
Francis Poulenc (1899-1963) Chansons Françaises (nos. 1,3,5,7,8)

Dirigent: