Diderik Buxtehude var i sin tid en højt agtet komponist, som i sin stohedstid fik bewsøg af - og påvirkede - barokkens to giganter, Bach og Händel. Han var i sine unge dage organist på begge sider af Øresund - ved Mariakirken i Helsingborg og ved kirken af samme navn i Helsingør. Det var i slutningen af 1650'erne, hvor begge sundbyer endnu var danske, ligesom Buxtehude var det. En halv snes år senere flyttede han imidlertid til Lübeck, hvor han fik ansættelse ved Marienkirche og fortyskede sit navn til Dietrich.
Desværre hører vi ikke så tit hans musik, men det rådede ensemblet Ars Nova Copenhagen bod på, da det i søndags i Garnisons Kirke fremførte det intense og smukke værk "Membra Jesu Nostri" (Vor Jesu lemmer). Den syvsatsede komposition, som Buxtehude komponerede omkring 1680, fortæller på sin helt egen måde Jesu lidelseshistorie - fra tå til isse, så at sige, idet de syv satser har betegnelserne "til fødderne", "til knæene", "til hænderne", "til siden", "til brystet", til hjertet" og "til ansigtet". Teksterne er på latin og stammer fra middelalderen, idet de formodentligt er skrevet af en vis Arnold af Louvain, der døde omkring 1250. Hele konceptet bevirker, at strukturen opleves som enkel og stram.
Og så smuk som Ars Nova Copenhagen - under ledelse af Paul Hillier og til akkompagnement fra "The Paul Hillier Ensemble" - sang værket, var det præget af både passion og præcision, en inderlig lidelseshistorie, komponeret et havlt århundrede inden Bach skrev sine store passioner. Inden for den stringente ramme oplevede man mange musikalske højdepunkter, eksempelvis i det fjerde afsnit, hvor teksten taler om "frelserens side, hvori den søde honning er gemt" - her spillede violinisterne Jesenka Balic Zunic og Karolina Radziej honningsødt og smøg sig forbilledligt om Hanna Kappelins smukke og udtryksfulde sopran.
Med så gamle værker opstår der altid et vist spillerum for den måde, man vælger at arrangere dem på, og i dette tilfælde havde Paul Hillier satset på at binde de syv satser sammen med fire læsninger fra Thomas Kingos "Vinterparten" fra 1689 - et godt valg netop til Buxtehude, men måske en kende for artigt læst op af de fire sangere, der var håndplukket til at træde frem og fortolke de gamle tekster. Så fungerede det bedre i de to situationer, hvor det var Bine Bryndorfs indfølte orgelspil, der blev brugt som interludium.
En koncert, der blot varede fem kvarter, men trods dens noget arkaiske karakter ville man ikke have undværet et eneste minut af den.

Peter Dürrfeld