Det komplekse og det enkle hos Carl Nielsen
Carl NielsenThomas Michelsen, Politiken
Fredag, 23. januar
KLASSISK Komponistens danske sange synges fremragende af Ars Nova, men ung britisk solist taber pusten i hans klarinetkoncert.
Carl Nielsen Songs for Choir. Ars Nova Copenhagen. Dir.: Michael Bojesen. Dacapo. 5 Hjerter Carl Nielsen: Klarinetkoncert. Julian Bliss og Royal Northern Sinfonia. Dir.: Mario Vanzago. Signum Classics. To hjerter.
af THOMAS MICHELSEN
I den ene ende af Carl Nielsens skaberværk ligger hans folkelige sange.
Enkle, umiskendeligt nielsenske og meget danske. I hvert fald danske på den måde, vi engang opfattede det med danskhed på. I den anden ende ligger komponistens livtag med den musikalske avantgarde, som den udkrystalliserede sig i Europa i 1920' erne, og som Carl Nielsen tog livtag med den i sin sidste symfoni, i fløjtekoncerten, i klarinetkoncerten og i sin blæserkvintet.
Umiddelbart synes man ikke, man kan komme længere ud på de respektive yder-fløje end med sangen om skærvehuggeren Jens Vejmand på den ene side og et vildt og eksperimenterende værk som Nielsens klarinetkoncert på den anden.
Men musikken hænger sammen, og Carl Nielsen sagde det selv meget præcist i et interview, hvor han mente, at hvis man formåede at trænge ind til det, han kaldte »Grundcellen« i hans kompositioner, ville denne celle være »den samme baade i de store Symfonier og i de smaa Viser«. Det er i år 150-året for Carl Nielsens fødsel, og vi kan vente mange nye udgivelser af Nielsens musik. New York Filharmonikerne har en ny indspilning af klarinetkoncerten i cd-pressen, og ud over endnu en ny ' Maskarade', der kommer i løbet af foråret, er en hel serie af cd'er med komponistens folkelige sange på vej.
Første udgivelse er allerede i handlen, og den er formfuldendt. Her kan man nyde enkle, firstemmige a cappella-arrangementer med eliteensemblet Ars Nova Copenhagen, mens man nynner med på 20 af de mest populære af de knap 300 sange, Carl Nielsen skrev, og som med tiden i skiftende udvalg har været noget nær rygraden i den ' Folkehøjskolens Melodibog', han selv var en af de første redaktører af.
ARS NOVAS SANGERE under ledelse af en af bogens nutidige redaktører, dirigenten Michael Bojesen, synger med smuk balance og perfekt klanglig egalitet. Arrangementerne er enkle og respektfulde, og ingen, der under højskoleophold eller, som denne anmelder, til morgensang hele vejen op igennem folkeskolen har sunget regelmæssigt fra ' Højskolesangbogen', kan undgå at blive ramt på følelserne, mens Nielsen-klassikere som ' Påskeblomst', ' Nu er dagen fuld af sang', ' Den danske sang er en ung, blond pige' og ' Nu lyser løv i lunde' glider ind gennem øregangene og rammer de centre i hjernen, der udløser minder om alt det, som hørte til i ens liv, dengang man sang dem.
Dette er kimen i Carl Nielsens kunst.
Med sangene er vi tættest på det, der er grundcellen i Nielsens musik, mens klarinetkoncerten, for nu at tage et eksempel fra den anden yderfløj i Nielsens skaberværk, med dens lilletrommesalver og vilde orkestervover er en helt anderledes kompleks organisme.
Jeg glæder mig til klarinetkoncerten kommer i nyindspilningen med New York-filharmonikerne.
Og jeg glæder mig ikke mindre, må jeg tilstå, efter at have hørt en anden ny indspilning af den, der kommer fra den nordlige England. For nok er den unge britiske klarinettist Julian Bliss et stort talent på sit instrument, og nok har Tivolipublikummet i København haft udmærkede oplevelser med den schweiziske dirigent Mario Venzago.
Men jøsses hvor får de ikke Nielsens koncert på vingerne.
Alt, hvad der skulle være vildt og energisk ved denne klarinetodyssé, bliver pænt, forsigtigt, uforløst og ikke sjældent direkte upræcist. Mozarts klarinetkoncert og to af hans arier skrevet om for klarinet og orkester klarer sig ikke meget bedre på optagelser fra, hvad der må have været nogle triste koncerter med det lille orkester Royal Northern Sinfonia. Magien når i hvert fald ikke ud gennem mine højttalere. Så er der mere ved at vide, at en engelsksproget udgivelse svarende til Bojesens og Ars Novas er planlagt her i Nielsen-året, så sangene kan nå ud over landegrænserne.
Det fortjener de.
Med sangene er vi tættest på det, der er grundcellen i Nielsens musik.