Ugens Album uge 05 - Carl Nielsen: Songs for choir.
Carl NielsenMalene Wichmann, P2
Mandag, 26. januar P2's hjemmeside
"Hvem sidder der bag skærmen", "Jeg ved en lærkerede", "Solen er så rød, mor". I dag kender mange Carl Nielsen for hans enkle folkelige sange. Lige siden Nielsens egen tid har sangene været fast repertoire til morgensamling og aftensang. Det er fællessangsklassikere, men det er også sange, der er på repertoiret i flerstemmige versioner hos mange kor. Netop flerstemmige versioner af nogle af Nielsens mange smukke sange er sagen på Ugens Album med vokalensemblet ars Nova Copenhagen og Michael Bojesen. Og når sangene er lagt i hænderne på et af landets fineste kor under ledelse af en "dansk sang"-ildsjæl som Michael Bojesen, kan det dårligt være bedre.
Her i 150-året for Nielsens fødsel bliver han fejret med sine symfonier og instrumentalkoncerter verden over. Men selvfølgelig må vi også fejre ham med de danske sange, der var så væsentlig en del af hans virke.
Flair for enkle melodier
Carl Nielsens melodiske tæft blev grundlagt fra barndommen, og han fortæller selv hvor meget han lærte af at spille til bal med sin far. Spillemandsmusikken fik også betydning for Carl Nielsens store orkesterværker, men hans talent for de gode melodier er allertydeligst i sangene. Han udviklede hurtigt en stil der dyrker det helt enkle, og han er ikke bange for gentagelser. For eksempel bliver flere toner og fraser genbrugt i "Jens Vejmand" - melodien er enkel, og nem at få på hjernen!
Jeppe Aakjær er en digter, der også mestrer enkeltheden, og det giver god mening at de to gik godt i spændt, som det på Ugens Album fremgår af både "Nu er dagen fuld af sang", "Se dig ud en sommerdag" og så selvfølgelig "Hvem sidder der bag skærmen." Om netop Jens Vejmand skriver Aakjær i et brev fra 1909:"... jeg kunne ikke ønske mig en skønnere, en mere sjælfuldt rørende melodi. Ord og melodi har fundet hinanden i et kys - sådan skal det være." "Jens Vejmand" blev da også en succes, ja, en ren landeplage, der markerede Carl Nielsens folkelige gennembrud.
En mand med en mission
Mange af Carl Nielsens sange fik allerede god udbredelse i hans levetid via sangbøger. Der udkom jævnligt nye samlinger af sange, for efterhånden blev de danske sange et vigtigt projekt for komponisten. Sangene på Ugens Album er nu skrevet med forskellige mål for øje. "Havet omkring Danmark" (1907-08) er fra en teaterforestilling, "I solen går jeg bag min plov" (1895-96) er fra en liedsamling. Men efterhånden blev det en mission for Carl Nielsen at skrive folkelige sange tiltænkt skoler og fællessang.
Samtidig med at han skrev de komplicerede symfonier nr. 5 og 6 skrev han også enkle børnesange som "Jeg ved en lærkerede" og "Solen er så rød, mor." Ja, imens hans symfoniske musik blev mere og mere kompliceret, så gik det en anden vej med sangene. At skrive sine folkelige sange blev Carl Nielsen aldrig træt af. I 1926 skriver han i et brev:"... synes De ikke snart jeg kunne sige stop med det folkelige? Dog: Jeg har en følelse af, at der endnu ligger land på dette område som nok er pløjet, men ikke helt dyrket til bunds endnu (...). Det er uudtømmeligt hvad der endnu findes, og hvad de få toner indenfor en skala kan rumme."