Et halvt årtusinde adskiller de værker, det danske vokalensemble Ars Nova har præsenteret under overskriften " A Sense of Proportion" i Odense, Helsingør og København, inden turen i lørdags gik til Open Days-festivalen i Aalborg. Omdrejningspunktet er flamske Johannes Ockeghems " Missa prolationum" fra anden halvdel af 1400-tallet - nærmere kan det ikke bestemmes - men på klassisk Ars Nova-manér bliver den femleddede messe brudt op af værker af nulevende komponister fra Danmark, Estland, Litauen, England og USA.
Inden for klassisk musik har man siden Anden Verdenskrig oplevet flere eksempler på, at fjerne tiders kulturarv er blevet aktualiseret af nye stilistiske tendenser.
Sideløbende med udviklingen af den repetitive amerikanske minimalisme i 1960' erne og 1970' erne opstod en ny interesse for renæssance-og barokmusikkens hypnotiserende melodiske guirlander.
Og da den spirituelle new age-musik i de efterfølgende årtier var på sit højeste, blev den ledsaget af en overraskende genopdyrkelse af gregoriansk sang fra middelalderen. På den måde har tidlig og ny musik historisk set haftflere udbytterige møder, og det er derfor ikke helt så mærkværdigt, som det i første omgang lyder, at Ars Nova har opdyrket dette splittede blik som sit kendetegn.

For vokalensemblet og dets dirigent, engelske Paul Hillier, handler det dog lige så meget om at fremvise kontraster som ligheder. Sidste søndag eftermiddag i Sct. Mariæ Kirke i Helsingør hørte man et tydeligt slægtskab mellem Ockeghems udvikling af kanonprincippet og flere af de nulevende komponisters arbejde med gentagelse.
Fra den helt oplagte forbindelse i Rytis Mazulis' rolige og rituelle " Canon solus", der indledte koncerten, til de mere overordnede fællestræk med Arvo Pärts harmoniske enkelhed og bastante autoritet i " Da pacem", som dog med sine lange udholdte toner også adskilte sig tydeligt fra Ockeghems endeløse og overbroderede melismer.
De 12 sangere i ensemblet udstrålede en behersket værdighed, som også kunne høres i den subtile dynamiske fortolkning af den umiddelbart ganske monotone renæssancekunst.
Der blev arbejdet med diskrete tyngdepunkter, men uden for alvor at løsrive Ockeghems messe fra sin karakter af funktionsmusik; til syvende og sidst er det ikke til at lave om på, at værket er fra samme tid som Sct. Mariæ Kirke selv, og at det mere eller mindre klinger som et menneskeligt orgel.

Trods Ars Novas værdige og let højtidelige fremtoning var det faktisk i de helt nye og udtryksfulde værker af Caroline Shaw og John Frandsen, måske de to bedste nutidige vokalkomponister i henholdsvis USA og Danmark, at ensemblet virkelig brillerede. 
Frandsens nykomponerede " O sacrum convivium" imponerede med et dramatisk spil mellem nøgterne motiver og åbne harmonier i et forløb, der både bød på meget tætsiddende nabotoner og stor dynamisk spændvidde.
Koncertens højdepunkt var dog Shaws intime " And the Swallow" fra 2017, der trods sin korthed endte med at fungere som koncertens centrum ved både at spejle Ockeghems gentagelse og Pärts enkelhed.
Den 37-årige Shaw kombinerede her den letgenkendelige amerikanske følelsesparathed med en overlegen tonal smidighed, som især Ars Novas herrestemmer bandt sammen med en autoritativ silkeklang.
Med koncertprogrammets bevægelse frem og tilbage over tidens bro viste ensemblet og Paul Hillier på mange måder vejen frem for andre institutioner i dansk musikliv, der gerne vil forene kulturarv og kunst. Renæssancens musik blev, på godt og ondt, fremvist loyalt, mens nutidens værker fik lov at stråle i sammenligning.

Johannes Ockeghem: Missa prolationum samt værker af nutidige komponister. Ars Nova, dirigeret af Paul Hillier. Sct. Mariæ Kirke, Helsingør. Blev gentaget den 14. september i Vor Frue Kirke, Aalborg. Koncerten fra Aalborg sendes i radioprogrammet P2 Koncerten i aften klokken 19.20. 5 stjerner ud af 6