Flot afsked med Ars Novas visionære mesterdirigent

My end is my beginning
Sune Anderberg, Magasinet Klassisk
Lørdag, 28. januar Link

Fire hjerter

en fyldt Helsingør Domkirke indledte vokalensemblet Ars Nova en weekend, hvor de efter tyve års samarbejde siger farvel til Paul Hillier som chefdirigent. Han bliver i den grad svær at efterfølge.

Stakkels den dirigent, der skal gå i Paul Hilliers fodspor.

Efter tyve år som chefdirigent og kunstnerisk leder af Ars Nova indledte den engelske elegantier torsdag aften i Helsingør Domkirke en forlænget afskedsweekend med det hæderkronede vokalensemble, der også bringer dem forbi Aarhus, Skanderborg og København.

Man gør klogt i at udnytte muligheden for et sidste lyt med en karismatisk stoiker, der som ingen anden formår at væve flere hundrede års musik sammen til et formfuldendt forløb.

Som det naturligste i verden indledte Hillier aftenens koncert med Pelle Gudmundsen-Holmgreens ‘Three Stages’ fra 2003, fortsatte med en rondo fra middelalderen og holdt den musikhistoriske pingpong kørende, så vi nåede forbi anglikansk madrigalisme fra 1600-tallet såvel som de nulevende komponister Per Nørgård, Gavin Bryars og Caroline Shaw.»

»Sikket leben, der udspillede sig med prisen på gadesælgerens udsalgsvarer, løbske fuglefløjt og rablende, tysk talesang fra randen af ekspressionistisk skizofreni«

Særligt bed jeg mærke i, hvordan værkerne hele tiden talte sammen med hinanden på tværs af tiden. Hos Gudmundsen- Holmgreen hørtes københavnske gaderåb, der spejlede sig i Orlando Gibbons’ 400 år ældre ‘The Cries of London’ og i Nørgårds vældig musikdramatiske udråb i ‘Wie ein Kind’ fra 1980. Sikket leben, der udspillede sig med prisen på gadesælgerens udsalgsvarer, løbske fuglefløjt og rablende, tysk talesang fra randen af ekspressionistisk skizofreni.

Men også direkte citater vandrede rundt mellem værkerne. Gudmundsen-Holmgreen citerede renæssancemusik, og pludselig lød den efterfølgende rondo af Machaut fra 1300-tallet som en musik, der med palindromstruktur og humørfuldt lange linjer havde masser til fælles med den lunefulde danskers labyrintiske univers.

Efter tyve år stopper Paul Hillier som chefdirigent og unstnerisk leder af Ars Nova Copenhagen. | Foto Ditte Capion

At koncerten på den måde flød sammen til et organisk hele, skyldtes selvfølgelig ikke kun Hilliers intelligente programlægning, men også sangernes energi og alsidige præcision.

De tre herrestemmer, der trådte frem i Machauts rondo, docerede for eksempel de uendelige linjer med stort overskud af ilt såvel som dramaturgisk overblik. Spillevende lød musikken.

Og decideret mesterlig fremstod Gudmundsen-Holmgreens ‘Three Stages’. Sangerne bøjede tonaliteten som våde siv og bandt de kantede, heterogene råb sammen med en underliggende, dronende tonestorm, inden de forvandlede kirkerummet til et drivhus af fuglefløjt, nasal brægen, vandrende oplæsning og tindrende, splintret skønhed i form af små glimt af ‘I skovens dybe, stille ro’.

Her hørte og mærkede man virkelig den afdøde mesters jagt på det sublime øjeblik, hvor glæde, sorg, fortid og fremtid på en måde hinsides logikken forener sig. Ars Nova og Paul Hillier kom så tæt på det øjeblik, som man overhovedet kan, tror jeg. Det var ganske vidunderligt.

Men det var også svært at følge op på så transcendental en begyndelse på koncerten.
Det salige mismod i Gavin Bryars’ ‘And So Ended Kant’s Travelling in This World’ fra 1997 blev formidlet fromt og blødt, men ligesom i Caroline Shaws ‘How to Fold the Wind’ fra 2020 savnede man, at den meget transparente harmoniske stil blev udsat for større rytmisk variation og måske også udviste en mere sammenhængende dristighed i sin struktur.

Der var en tendens til, at skiftene mellem forskellige klange og harmonier føltes for tilfældige og uforpligtende. Altså mere for effektens end argumentets skyld. Og at den rytmiske og vokaltekniske alsidighed, som man ellers kender fra i hvert fald Shaw, kun viste sig i glimt, for eksempel med en fascinerende sonarfigur i kvindestemmerne i fjerde sats af hendes værk.

De to værker virkede en anelse golde, men ligesom ‘Three Stages’ er de skrevet til Hillier – to af dem til Ars Nova, et til det tidligere Hilliard Ensemble – så man forstår jo godt, at de var med. Og fornem var sangernes behandling af materialet i allerhøjeste grad.

Forhåbentlig vil den kommende kunstneriske leder af Ars Nova, som vist skal findes i løbet af det næste års tid, sætte et lige så visionært aftryk på måden at sammensætte programmer på, som Paul Hillier har gjort det. Og forhåbentlig vil vokalensemblet også fremover være en naturlig samarbejdspartner for de største nulevende komponister.

Det bliver under alle omstændigheder store sko at fylde ud.

Helt farvel skal vi heldigvis ikke sige til Hillier endnu. Han fortsætter i spidsen for det mindre, men mindst lige så fintslebne ensemble Theatre of Voices. Heldigt for os.