John Dunstable forløst med udsøgt indføling

John Dunstable døde i 1453. Det er svært længe siden, og næppe mange almindelige musiklyttere har et forhold til hans musik i dag. Men i DRs programnoter til en hel koncertaften med Dunstables motetter (velsagtens den første af sin art herhjemme) kan man læse at en musikforsker har kaldt ham den mest indflydelsesrige engelske komponist uden for landet indtil The Beatles. Intet mindre. Og det er nok ikke engang helt løgn. Få var mødt op til denne bemærkelsesværdige begivenhed. Des mere grund til at anbefale den til til radiolytterne, for det var en aften der fascinerende fremmanede senmiddelalderens blideste, mest poetisk hengivne religiøse udtryk. Tænk på nordeuropæiske miniaturer fra tiden med deres intense farver, slanke, halvt svævende skikkelser og yndefulde blomsterdekorationer. Det er de stemninger Dunstable har omsat til toner. De tre- eller firestemmige korsatser over liturgiske tekster er ikke udtrykskunst i moderne forstand. (Derfor gjorde det også mindre at teksterne ikke var aftrykt i programmet. I de ikke sjældne tilfælde hvor der synges flere tekster samtidig, er de under alle omstændigheder ret umulige at følge). De tolker ikke ordene, men på det abstrakte plan er de umådelig udtryksfulde: Melodiernes elskeligt blomstrende bøjelighed og overjordisk bølgende dans omkring hinanden afspejler de menneskelige bevægelser i samtidens billeder. I den utrættelige smagen på den rigeste og mest strålende af alle klange: den simple treklang, bredt ud i store, mættede flader i ofte overraskende kontraster, genfinder man de stærke, rene farver. Og de fine indre spændinger er som udtryksfulde billedkompositioner: De firestemmige satsers modsætning mellem frit strømmende overstemmer og trægere flydende understemmer med dens subtile forgrund-baggrundvirkning og den forbløffende og fint doserede vekslen mellem fuldstemmig sats - den være sig for tre eller fire stemmer - og de mange tostemmige passager. Det er musik der skærper ørerne for fine nuancer: Fra to til tre stemmer er et kæmpespring - en 50 procents forøgelse der skaber helt nye betingelser for både klang og melodi - og hvert skift er som at blive lukket ind i et nyt rum.

Med de tre instrumentalister forløste Ars Nova disse satser med udsøgt indføling. Sunget uden dirigent strømmede de elastiske rytmer pulssikkert og dog frit, domineret af bredt bølgende tretakt men med en del skift der yderligere understregede det svævende i deklamationen. Fraserne rundede sig nænsomt og fik uselvhævdende skikkelse. Klanglægningen var blød og lysende ren, og programmet blev smag- og virkningsfuldt varieret med forskellige grader af solistisk besætning og instrumental fordobling eller erstatning. En aften mættet med mystisk og fredfyldt skønhed fra en anden verden.