CD-indspilning og koncert med smukt mesterværk - og det ældste kendte requiem
I slutningen af marts måned CD-indspiller ARS NOVA Copenhagen med dirigent Paul Hillier i spidsen Bent Sørensens Fragmenter af Requiem. Optagelsen fuldender materialet til en ny CD på Dacapo med titlen ”Requiem”, med musik af en af renæssancens store mestre, Johannes Ockeghem, og en af vore store danske nulevende komponister.
Det ældste kendte requiem
Johannes Ockeghems Missa pro Defunctis er det ældste kendte requiem som har overlevet til moderne tid, og det anses som et af de største mesterværker fra renæssancen. Ockeghem (ca. 1410-1497) var af flamsk oprindelse og en af 1400-tallets ledende komponister i Europa. I Missa pro Defunctis parafraserer Ockeghem gregoriansk sang i værkets fem satser.
Nyt værk baseret på en gammel mesters musik
Med udgangspunkt i Ockeghems dødsmesse har den danske komponist Bent Sørensen (1958- ) skrevet kommentar-værket Fragmenter af Requiem. Omkring 600 år ligger imellem tekst og musik i Ockeghems Missa pro Defunctis og Bent Sørensens Fragmenter af Requiem. Sørensen har flettet Ockeghems satser sammen med sine egne, og komponeret et nyt værk på en gammel mesters musik.
Fornyelse i historisk lys
Koncert og CD kommer til at sætte fornyelse i et historisk lys, og en spændende sammenstilling af sakral musik. Bent Sørensens værk er skrevet specielt til Ars Nova, på bestilling af ensemblets kunstneriske leder og chefdirigent, Paul Hillier.
Koncert og post concert talk
ARS NOVA Copenhagen og Paul Hillier
Interview efter koncerten med Bent Sørensen og sangere fra ARS NOVA
Tid: Tirsdag d.29. marts kl.20
Sted: Garnisons Kirke, Sankt Annæ Plads 4
Billetter: 100 kr., studerende/pensionister 75 kr.
Billetter kan købes på Billetnet og ved indgang