Ars Nova fejrede den erfarne mester flot

Pelle 75 år
Jan Jacoby, Politiken
Tirsdag, 27. november Læs anmeldelsen på www

Ars Nova fejrede Pelle Gudmundsen-Holmgreen med tre vidt forskellige værker fra de seneste år.
Fem hjerter *****

Få kunne være nærmere til at markere Pelle Gudmundsen-Holmgreens 75 år end Ars Nova. Kor og komponist står hinanden nær, og vidste man det ikke, gjorde korets fødselsdagsprogram det lysende klart.

Uden Ars Novas virtuositet at betro sig til havde Holmgreen næppe skrevet en så kompleks collage som ’Three stages’ – et underfundigt legende kaos af citater, råb og fuglelyde med aspiration til at blive en moderne klassiker i korets repertoire. Endnu større krav stillede dog nok dagens uropførelse, tre satser til tekster fra Prædikerens Bog med den Beckett-agtige titel Igen.

De to værker kunne dårligt være mere forskellige. Hvor det ældre stykke er til den muntert livsnydende, anarkistiske og naturglade side, slæber Igen sine dystert cirklende tekster – med konstateringer som »Alle ting går i ring« og »Der er intet nyt under solen« – gennem en tyktflydende, ubønhørligt roterende sump af massivt dissonerende mangestemmighed.

Foruroligende værk
Tilværelsens absurditet har altid stået højt på Holmgreens kunstneriske agenda, ligesom pinagtigt udtrukne gentagelser har hørt til hans mest karakteristiske virkemidler. I dette foruroligende værk fornemmes tillige en ny aldersbevidsthed hos den ellers så drenget adrætte mand.

Et alderstegn i bedste forstand er desuden den harmoniske farvelægnings knappe præcision. Her taler en erfaren mester, som ved nøjagtigt, hvorfor han udsætter sangernes intonation for så hårrejsende udfordringer. Og som tør løbe risikoen med en musik, der ville klaske kraftesløst sammen for et mere uformående kor.

En helt tredje side af komponisten viste 6 danske sange: enkle melodier til nyere poesi i enkle udsættelser. Enkelhed hører også til hans kæpheste. Den poetiske træfsikkerhed er stor, og melodierne – men ikke udsættelserne – knytter utilsløret an til dansk sangtradition.

Tammere klangdragt
De tre facetter af personligheden, alle fra de seneste få år, garnerede Ars Nova med værker af andre komponister, som alle havde relevans i sammenhængen uden at sætte fødselaren i skygge.

Luciano Berios bearbejdelse af en siciliansk folkesang, E si fussi pisci, var en naturlig indgang til de enkle danske sange og samtidig et apropos til et Berio-citat i Three Stages. David Langs Again havde samme tekstgrundlag som Igen og byggede også på roterende gentagelser om end i betydeligt tammere klangdragt.

Format havde især renæssancekomponisten Clément Janequins charmerende maleriske Le chant des oiseaux, som har leveret det vigtigste citatstof til Three Stages.