Sunleif Rasmussen har skrevet musik for kor, forskellige ensemblekonstellationer og flere større orkesterværker. Hans instrumentering er karakteristisk ved, at han ofte kombinerer eletronik/tape med traditionelle instrumenter eller sangere.


Kormusikken kan deles i to overordnede grupper: gennemkomponerede værker, som er prægede af kompleksitet, og enklere værker - traditionelle sange udsat for kor. Størstedelen af kormusikken er komponeret til digte på færøsk og musikken intonerer også færøsk sangtradition. Det bør dog nævnes at han ikke kun skriver på færøsk. Der findes også værker på f.eks. dansk og latin i hans repertoire.

Rasmussens instrumentalmusik er altid ledsaget af en titel - d.v.s. musikken kan illustrere fænomener, hændelser uden for sig selv. Her har naturen en central position som inspirationskilde for ham. Det, at han er opvokset på Færøerne, har stor betydning i denne henseende, idet musikken ofte kan siges at illustrere færøsk eller nord-nordisk natur. Rasmussen er opvokset i et øsamfund; derfor har havet (det stormfulde nordatlantiske) stor betydning for hans værker. Her kan f.eks. Symfoni nr. 1 'Oceanic Days' nævnes. Der er også sammenhæng mellem tonesprog og satsteknik i værkerne. Rasmussen bruger en speciel satsteknik, der ordner enkeltdelene ned i mindste detalje for at udtrykke et komplekst tonesprog - en analogi til naturens kompleksitet, DNA o.s.v.

Han bruger også litteraturen som inspirationskilde. Her har den dansk-skrivende færøske forfatter William Heinesen stor betydning. Rasmussen har også sat musik til flere af hans digte.

Sunleif Rasmussens kompositionsstil er præget af et økonomiprincip; han forholder sig som ofte til et lille motiv, et 'kim' - hvorfra musikken materialiseres. Dette er gældende for størstedelen af hans værker - også en del af kormusikken. Der findes således en art serialisme i hans kompositionsmusik.

På det seneste er hans personalstil præget af teoridannelser vedr. form, som udforskes ved IRCAM i Paris. Disse benævnes under et: Spektralmusik. Teorierne kombineres med en udforskning af den færøske tradition; d.v.s. at han ved tekniske procedurer indfører gamle folkemelodier som strukturbærere i musikken. Hans kompositionsstil er således karakteriseret ved en kombination af flere kompositionsteknikker - gamle som nye. Man kan således, med forbehold, kalde Sunleif Rasmussen for en postmoderne komponist.