Gade & venner

Mandag den 13. februar 2017 kl. 19:30
Pris: Fri entré
Arrangeret af: Holmens Kirke

Vi fejrer 200-året for Niels W. Gades fødsel med en hyldest til hans musik. Et program med Gades egen musik samt værker af Brahms, Schumann, Weyse, Hartmann, Stenhammar og Langgaard. 

Niels Wilhelm Gade var gennem mere end fyrre år den dominerende skikkelse i dansk musikliv. Gade var søn af en kendt klaver- og guitarbygger, og det var derfor naturligt at han skulle være musiker. Han blev bl.a. elev af komponist A.P. Berggreen og spillede gratis violin i de københavnske orkestre for at lære faget. Niels W. Gade fik sit gennembrud som komponist som 24-årig i 1841 med fantasi-ouverturen Efterklange af Ossian.

Hans Symfoni nr. 1 Paa Sjølunds fagre Sletter blev uropført af Felix Mendelssohn med Gewandhausorkestret i Leipzig. Den var så stor en succes, at Mendelssohn tilbød ham at blive sin assistent. Han slog sig ned i byen og blev hurtigt et stort navn i Tyskland. Han var personlig ven med Robert Schumann, Liszt og Wagner. Ved Mendelssohns død i 1847 overtog Gade hans stilling som chef for orkestret. På det tidspunkt var Gade blevet verdensberømt.

I forbindelse med udbruddet af den dansk-tyske krig i 1848 blev Gade tvunget til at vende hjem til Danmark, da han ellers risikerede at blive indkaldt til kommunalgarden i Leipzig. Hjemme i København blev Gade gift med komponisten J.P.E. Hartmanns datter. De to komponister stiftede inspireret af Mendelssohn Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Gade var leder af Musikforeningen med dets store kor, der blandt andet sang Gades mange korværker. Som ældre rejste han meget ofte til Tyskland, England og Holland for at dirigere. Gade levede af indtægterne fra sine værker og af at være organist i Holmens Kirke.

Gade er stadig en verdenskendt komponist, og der indspilles jævnligt nye plader med hans musik i Danmark og i udlandet. De kendteste værker er Symfoni nr. 1 i c-mol, Elverskud og sangene Paa Sjølunds fagre Sletter samt Grøn er vårens hæk. Han skrev også balletmusik, orgelmusik og en række meget populære korværker. En bagatel, han ikke selv vurderede højt, Brudevalsen, er nu en fast del af ethvert dansk bryllup. Det siges at balletmester August Bournonville fiskede noderne op af den papirkurv, Gade havde kastet dem i.

Niels W. Gade var foruden komponist og dirigent som nævnt også organist ved Holmens Kirke i 32 år. Holmens Kirke fejrer én af Danmarks betydeligste musikalske skikkelser gennem tiden med en storslået festival, der strækker sig over en hel uge. På programmet er nogle af Danmarks ypperste kunstnere inden for den klassiske musik, der vil hylde Niels W. Gade og hans musikalske virke.

PROGRAM:

Niels W. Gade (1817-1890) Ritter Frühling
Die Wasserrose
Im Wald
C.E.F. Weyse (1774-1842) Wanderers Nachtlied
Barcarole: Natten er så stille
J.P.E. Hartmann (1805-1900) Jeg ved jeg vorder dig
Snart er Natten svunden
Niels W. Gade Kong Valdemars Jagt (Paa Sjølunds fagre Sletter)
Dronning Dagmars Død
Kjølstaguten
(kort pause)  
Robert Schumann (1810-1856) Die alte gute Zeit
Die Capelle
Johannes Brahms (1833-1897) All meine Herzgedanken
In stiller Nacht
Niels W. Gade Som Markens Blomst
Saa hvil da i dit Sovekammer
Wilhelm Stenhammar (1871-1927) Tre korviser:
September
I Seraillets have
Havde jeg, o havde jeg en Dattersøn, o ja!
Rued Langgaard (1893-1952) Bag muren sidde de roser små
Niels W. Gade Bryllupssange:
Benedictus
Amen

Dirigent: