Sommerfugledalen

Lørdag den 30. august 2014 kl. 12:30
Arrangeret af: Suså Festival

Sommerfugledalen er ikke bare Svend Nielsens mest omfattende vokalværk, men med sine 50 minutters varighed faktisk hans længste værk overhovedet. Det er en udsættelse af Inger Christensens sonetkrans fra 1991, et af de mest berømmede danske lyrikværker fra vor tid. Inger Christensen blev flere gange indstillet til Nobelprisen for sin kunst. Hendes modne hovedværk Sommerfugledalen er blevet analyseret utallige gange af litteraturforskere og har en naturlig plads på Kulturministeriets kanon over de 12 vigtigste danske digterværker.

En sonetkrans som Sommerfugledalen er en meget stram poetisk form. Sommerfugledalen har fra Inger Christensens hånd undertitlen Et Requiem. I den på én gang strengt strukturerede og stærkt billedrige sonetkrans beskriver hun en gradvis erkendelse af dødens nærvær. Fra det livfulde udgangspunkt - en flok eksotiske sommerfugle i Brajcinodalen i Makedonien - udvikler sonetkransen sig med en fremdrift på både det fysiske og mentale plan. Fra sommerfuglenes larvestadium til deres metamorfose og korte bevingede liv, og fra menneskets barndomsminder til en fornemmelse af dødens komme. Men bevægelserne går også i andre retninger, og de resignerede tanker om dødeligheden, som sommerfuglene sætter i gang, modsiges samtidig af de sarte væseners flygtige, men farvestærke billeder på liv.

Svend Nielsen følger Inger Christensens indadvendte cyklus med et diskret tonesprog, og han håndterer vokale effekter som hvisken, mumlen, talen og råben med stor økonomi. "Resultatet er en musik, som sjældent er dynamisk, og således ca. 50 minutters indadvendthed både på det poetiske og musikalske område - en stor udfordring for lytteren, men jeg håber, at det er anstrengelserne værd", siger han selv.

Trods komponistens ydmyge indstilling kan det ikke skjules, at Svend Nielsens udsættelse af Sommerfugledalen er en beåndet, sanselig og virtuos tour de force. De ekstraordinære evner hos Ars Nova er udnyttet til at komponere en poetisk vokal kammermusik, der både er storladen og utrolig præcis. Et hovedværk i ny dansk musik. Værket blev indspillet af Ars Nova i 2006 for DACAPO.

(Uddrag af Jens Cornelius' tekst i booket til CD'en Sommerfugledalen, DACAPO)

 

PROGRAM:

Svend Nielsen Sommerfugledalen

 

Dirigent: