Elitekoret Ars Nova Copenhagen var selv solister, og publikum var menighed, da Bachs 'Johannes-passion' foregreb påsken. 4 ud af 6 hjerter

Det er ikke helt påske endnu. Men hen over weekenden tog det lille elitekor Ars Nova Copenhagen forskud på løjerne. Eller rettere sagt lidelserne.

Klassisk påskemusik er nemlig passionsmusik, og med passion menes i denne sammenhæng lidelse som i smerte: Smerten ved, som Jesus oplevede det, at blive sømmet fast til et kors. Men også smerten ved, som koret i Garnisons perfekte akustik redegjorde for den, at miste sin frelser. Alt sammen for at vi mennesker kan blive befriet for arvesynd.

Nu er det selvfølgelig ikke sikkert, at alle de fremmødte publikummer, som fyldte den københavnske kirke til opførelsen af Bachs 'Johannes-passion, var troende kristne.

Men for at følge opførelsespraksis fra 1700-tallet, da Bach skrev sin musik, lod dirigent Paul Hillier ikke bare sangerne fra det lille kor træde frem på skift som solister i rollerne som Jesus, Pilatus etc. Han vendte sig også mod den fulde kirke og lod menigheden - altså publikum - synge med på de mange firstemmige koraler, der udtrykker de troendes reaktion på påskedramaet

En halv times 'korprøve' inden koncerten med uddelte noder gjorde, at eksperimentet virkede! Der belv sunget energisk med, og koncerten fik derved en ekstra engageret dimension. Man oplevede en kirke fuld af sang; sådan som forskerne mener, opførelserne af Bachs passioner lød i komponistens levetid.

ARS NOVA med bare tre-fire sangere på hver stemme synger forbilledligt klart. Gruppen består af rigtig gode vokalister, der hver har solistens kvalitet og for så vidt næsten er overkvalificerede til at synge i kor.

At sangerne ydermere er bragt til at klinge godt sammen i et fælles slankt og dynamisk-sejt klangideal, gør koret til et eliteensemble. Kun en enkelt arie for tenorvirkede underdrejet og bleg i sammenligning med de øvrigt stilsikre bidra, og det lille ad hoc-orkester, der var sammensat til lejligheden, spillede på højt niveau.

Traversfløjter - altså gammeldags tværfløjter af træ - og baroksikre strygere klang smukt op imod de to oboer, der på deres side balancerede fint i forhold til et orkester, hvor ikke mindst cellisten og barokspecialisten Mime Brinkmann gjorde sig bemærket med sine gennemførte, dynamiske fraseringer.

At den ene af de tre altstemmer i koret tilhørte den sikre og koncentrerede kontratenor Tobias Nilsson, var et plus for den samlede klang, hvor soprangruppen i al sin vibratofattige præcision til gengæld tangerede det skærende.

Som fortæller - altså i rollen som evangelisten Johannes - var den erfarne britiske tenor Julian Podger dramatisk i en grad, som netop Bachs 'Johannes-passion' med sine mange teksmalende musikalske steder fortjener. Når der blev sunget om at "græde bitterligt", blev indholdet virkelig forløst. Skønsang veg for dramatisk udtryk. Med bassen Jakob Bloch Jespersen fik vi særlig i koncertens anden del en fokuseret og myndig Jesus at høre. Der er fortsat udviklingsmuligheder i den stemme, mærkede man.