Der hersker vel fortsat en forestilling om, at Bachs passioner bør fremføres af større orkesterapparater og velvoksne kormasser. Selve historien om Jesu tilfangetagelse og korsfæstelse lægger op til en sådan grandios scenografisk ramme. Men musikforskningen har for længst gennemhullet denne romantiske forestilling. Bachs ressourcer var faktisk temmelig beskedne; der er oven i købet nogen der mener, at han måtte nøjes med otte korsangere til sine opførelser af Matthæuspassionen. I sidste uge kom man meget tæt på denne historiske opførelsespraksis, da Bachs Johannespassion blev sunget af to solister og Ars Novas 12 sangere og spillet af et ensemble på 13 musikere under Paul Hilliers ledelse. Her manglede der intet i volumen, intet i emotionel vælde, intet i dramatisk gestus. Tempo og energi.

Kvaliteterne ved den lille besætning, som Ars Nova inkarnerer den, er mange. Den slanke stålfaste korklang afdækker Bachs sindrigt opbyggede arkitektur med overvældende skarphed, og det gælder totalbilledets panorama og når der zoomes ind på detaljeniveauet. De få sangere befordrer en langt mere tempofyldt fortælling end en stor besætning, og det blev demonstreret med smittende energi, engang i mellem så hurtigt på fødderne, at balancen var ved at ryge.

Det var en fornøjelse at følge ensemblet, der spillede på historiske instrumenter, en flok sammenbragte barokmusikere med den eminente oboist Eduard Wesley som iørefaldende frontfigur. Sammen med de sarte traversfløjter, de bløde violiner, den overtonerige violonebas, den sprøde cello, det diskrete orgel blev der skabt et levende og foranderligt akkompagnement til de menneskelige stemmer.

Johannespassionen har relativt få soloarier i forhold til søsterværket efter Matthæus. I denne opførelse trådte den ene korsanger efter den anden frem i en kommenterende arie, som regel med koncentreret indlevelse og kompetent teknik. Også med den form for demokratisk byrdefordeling udviskede man skellene i forhold til det mere traditionelle passionsteater med stjerner og vandbærere.

Troens vinger

Men stjerner var der nu immervæk. Mest lysende evangelisten i skikkelse af den engelske tenor Julian Podger, en af fagets mest internationalt efterspurgte. Hvad skal man dog sige til en sådan præstation? Det rækker vel at hævde, at Podgers musikalske intelligens og suveræne stemmekapacitet, hans dramatiske glød og lyriske åre bestemmer ham som en evangelist af det 21. århundrede. Han tog sig også af arien efter Peters tredje fornægtelse og hanegalet, for fuld udblæsning i usædvanligt ildfuld ransagning af en sjæl i oprør.

Jesus blev sunget af vor egen Jakob Bloch Jespersen, også han intenst engageret, forberedt til fingerspidserne, med en røst som en fyrste. Basarien før korsfæstelsen, opfordringen til at ile til Golgata, blev så at sige båret på troens vinger, et flyvende tempo, Bloch Jespersens smidige koloraturer i nænsomt afvejede styrkegrader, og koret som en stadigt voksende menneskeskare med det monomant gentagne ’wohin’.

Men den vellykkede dramaturgi og dristige satsning på teamwork skal som helhed finde sit udgangspunkt i opførelsens master mind, Paul Hillier. Han er langt fra en spektakulær dirigent, han er så meget mere og vigtigere, en stor musiker. Blikket for Johannespassionens helt særlige fortællerytme, for den uhørte kordramatik, for den filosofiske meditation, for de afmålte emotionelle udladninger, blikket for alt dette var usvigeligt sikkert. Og lige så godt set var det at lade publikum synge med på de indlagte koraler efter en forudgående prøve for de interesserede.

Der er 11 af dem, og når de kom som menighedens kommentarer til begivenhederne løftede stemningen sig på forunderlig vis og bragte stående og siddende ind i et åndeligt fællesskab.