Assistentforesyngning d. 18. januar

Vi søger assistenter i alle stemmegrupper. Foresyngning 18. januar.

Jobbet: ARS NOVA er et professionelt ensemble med aflønning på timebasis i henhold til gældende overenskomst. Arbejdet er som regel opdelt i afgrænsede projekter på 2-3 uger, hvori indgår prøver, koncerter og undertiden indspilning. Vi prøver primært på hverdage i tidsrummet 10.00-14.30, men det kan også ske, at prøver ligger på andre tidspunkter. Koncerter kan ligge på alle ugens dage.

Din profil: Du skal have erfaring med både ensemblesang og solosang på højt professionelt niveau. Vi har brug for assistenter, som er gode nodelæsere, som prioriterer og evner at klinge sammen med stemmegruppen og resten af ensemblet, og som samtidig viser initiativ og solistisk bærekraft i alt fra 2- til 12-stemmige satser.

Foresyngningen: afholdes onsdag d.18. januar 2023 i tidsrummet 14-17 i Lutherkirken i København. Du bedes forberede en sang eller arie (ikke opera), der viser din stemmes kvaliteter. Vi vil desuden fremsende en ensembleopgave, som vi også vil bede dig om at forberede. Desuden kan du blive prøvet i prima vista sang. ARS NOVA sørger for en pianist.

Ansøgning med CV på maksimalt en A4-side, foto og lydfil eller link til lydfil, som giver et retvisende indtryk af dit niveau, sendes pr. mail til thomas@arsnova.dk med dit navn og stemmetype i emnefeltet. Deadline for tilmelding er mandag den 9. januar kl.12.

Skriv også gerne, hvilken sang du ønsker at synge. Du vil modtage svar om, hvorvidt du er inviteret til foresyngningen hurtigst muligt efter, at vi har modtaget din ansøgning og besked om tidspunktet, umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb. Såfremt du udtages til foresyngningen, beder vi dig være klar til senest ved ansøgningsfristens udløb at fremsende din sang som pdf.

Du er velkommen til at kontakte manager Thomas Kiørbye på thomas(at)arsnova.dk eller tlf. 50 38 48 58 eller sanger Hanne Marie le Fevre på hmlefevre(at)gmail.com eller 60 20 28 27 (telefonisk henvendelse kun i dagtimerne).