AUDITION! Vi søger en ny alt.

Audition torsdag d. 10. marts 2016: Ars Nova Copenhagen søger en ny alt.

ARS NOVA Copenhagen er et af verdens førende vokalensembler inden for især tidlig og ny musik. Ensemblet består af 12 professionelle sangere og dirigeres af kunstnerisk leder og chefdirigent Paul Hillier. Med en årlig koncertsæson i hele Danmark og tilbagevendende turnéer til en lang række europæiske lande, Nord- og Sydamerika samt Asien er gruppen i dag mere efterspurgt end nogensinde. 

Jobbet: ARS NOVA er et professionelt ensemble med aflønning på timebasis i henhold til Dansk Korforbunds satser. Arbejdet er typisk opdelt i projektperioder på 2-3 uger, hvori indgår prøver, koncerter og evt. cd-indspilning. Der er typisk 6-8 projekter på et år, hvilket svarer til ca. 400 timer. Vi prøver på hverdage i tidsrummet 10-14, men det kan ske efter aftale, at prøver ligger på andre tidspunkter. Du forventes at deltage i alle prøver, koncerter samt evt. turné. 

Din profil: Du skal have erfaring med både ensemblesang og solosang på højt professionelt niveau. Vi har brug for kollegaer, som prioriterer at klinge sammen med stemmegruppen og samtidig viser initiativ og solistisk bærekraft i alt fra 2- til 12-stemmige satser. ARS NOVA er en forening og er som sådan afhængig af medlemmernes (dvs. sangernes) engagement. Af faste sangere forventes derfor interesse i og aktiv indsats for gruppens fortsatte positive udvikling.

Foresyngning: afholdes torsdag d. 10. marts 2015 fra kl. 16.30 i Frihavnskirken, Østerbro, København. Du bedes forberede to sange eller arier (ikke opera) varieret i stil og sprog, der viser din stemmes kvaliteter. Desuden kan du blive prøvet i prima vista sang og ensemblesang. Pianist til foresyngningen vil være Alice Nørregaard.

Ansøgning med CV på maksimalt en A4-side, foto og lydfil eller link til lydfil, sendes pr. mail til jakob@arsnova.dk med dit navn i emnefeltet. Desuden bedes du også medsende scan af de to sange, du gerne vil synge. Deadline er fredag d. 4. marts.

Du er velkommen til at kontakte producent Jakob Skjoldborg for yderligere information på mail Jakob@arsnova.dk eller tlf. 28748037 (10-16)