Kammerkor brillerede med sårbare samtidsværker på højeste vokalniveau

5 hjerter

ARS NOVA COPENHAGEN Dir.: Paul Hillier.Garnisons Kirke. Søndag d. 22. november 2015. Opføres i Stavnsholt og Søllerød Kirker 9. og 10. januar.

Ars Nova Copenhagen sang om drab, internering og det at elske og miste.

Hvor vi andre kan have svært nok ved at synge rent, når festsangen til onkel Aksels 75-års dag skal afsynges enstemmigt, befinder kammerkoret Ars Nova Copenhagen sig på et noget andet vokalteknisk niveau.

Ingen korsatser er tilsyneladende for avancerede for de 12 sangere, 6 af hvert køn, der søndag eftermiddag med afslappet fokus stillede op i halvcirkel og præsenterede en usædvanlig kondenseret og veltilrettelagt koncert.

Der var tale om en times kormusik uden afbrydelse, og omdrejningspunktet var eksiltyskeren Hans Werner Henzes cyklus af korsange kaldet ’Orpheus Behind the Wire’. Fem udtryksmæssigt intense a cappella-satser skrevet til tekster af den britiske digter Edward Bond, der også sørgede for librettoer til Henzes operaer ’We Come to the River’ og ’The English Cat’, hvoraf den første med ikke mindre end 111 roller fordelt på 50 sangere må kunne findes i Guinness’ rekordbog.

Bonds tekster omplanter Orfeus, den gamle mestersanger, og myten om ham fra græsk mytologi til det 20. århundrede med dets koncentrationslejre, politistater og henrettelser af politiske modstandere og jøder. Resultatet er en slags seismografisk sårbarhedens poesi, som Henze har sat i musik, som var der tale om moderne madrigaler. Det vil sige raffinerede verdslige tekstmalende vokalkompositioner, som man har kendt dem siden renæssancen.

Henzes fremragende opera ’Boulevard Solitude’ gik for nylig for halvtomme sale i Operaen, hvilket var en skam. Hans Orfeus-sangkreds, som også DR’s kor tidligere har dyrket, er et af mange Orfeus-inspirerede Henze-værker. Her males ordenes udtryksindhold i avancerede tonesammenstillinger, og under Paul Hilliers ledelse leverede sangerne den frosne, iturevne beretning med dens mange melismer klart og ømt.

Som en gysende let leg

Hillier havde valgt at skubbe fire andre enten direkte eller indirekte relaterede korsatser af andre komponister ind som mellemstykker.

William Byrds ’Come, Woeful Orpheus’ blev den flydende, raffinerede madrigalpendant fra renæssancen, der i sin tekst endda inkluderer det engelske nøgleord wire fra titlen på Henzes cyklus. Og efter denne præsentation af korsangernes kompetencer med henblik på også den tidlige musik blev ordet givet til to tyske komponisters arbejde med digteren Rilkes luksuspoesi. Den nulevende Bernd Franke, hvis musik ellers ikke ofte – om overhovedet nogensinde – opleves her i landet, arbejder i sine ’Rilkemadrigaler’ fra 2006 med en solokvartet sat op mod vokale lærreder malet med hvisken, tale og udråb. Sanseligheden og, til sidst, musikkens rytmiske bølger blev en stor oplevelse. Også målt mod Frankes afdøde landsmand Hindemiths ’Six chansons’, der gav os Rilke på fransk i enklere velklang fra 1939. Året, hvor Europa brød i brand.

Hvad der yderligere befæstede indtrykket af Ars Nova som et dansk kammerkor på højt internationalt niveau, var to for et garvet dansk publikum måske mere velkendte korsange, nemlig Vagn Holmboes to ’Border Ballads’: ’Dirge’ og ’The Wee Wee Man’. De har ganske vist ikke Orfeus-myten som deres tema. Men med udgangspunkt i folkemytologi fra området omkring grænsen mellem England og Skotland trak sangerne her med overlegen klarhed teksternes tale om helvede og overnaturlige væsener frem og fik noget af den mere vanskelige danske kormusik til at lyde som en gysende let leg.

Der er langt fra festlig dansk fællessang til koncerter som den koncentrerede af slagsen, Ars Nova Copenhagen leverede i Garnisons Kirkes svale københavnerrum søndag. Begge dele er herligt. Det at synge kan gudskelov dyrkes på alle niveauer. Søndag løftede og udvidede Ars Nova-sangerne vores univers i en sublim time.